V E D T Æ G T E R

for

GLADSAXELISTEN

§ 1.

Foreningens navn er Gladsaxelisten. Foreningen er en kommunalpolitisk kontingentforening med hjemsted i Gladsaxe kommune.

§ 2.

Gladsaxelisten er tværpolitisk og vil tage stilling til kommunalpolitiske emner på grundlag af følgende 5 hovedpunkter :

a) sikring af Gladsaxe kommune som et godt sted at leve for alle borgerne

b) styrkelse af borgernes retssikkerhed

c) åbenhed ud over lovens krav i både Byrådets og Forvaltningens arbejde

d) reel medindflydelse til borgerne - især når det gælder lokalmiljø og institutioner

e) stor vægt på langsigtet planlægning f.eks med hensyn til miljø og økonomi.

§ 3.

Medlemsskab af foreningen forudsætter, at man er bosat i Gladsaxe kommune og tilslutter sig foreningens formål.

§ 4.

a) Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts i Gladsaxe kommune.

b) Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent

2. Bestyrelsens beretning

3. Aflæggelse af regnskab for regnskabsåret

4. Indkomne forslag

5. Fastsættelse af medlemskontingent

6. Valg af bestyrelse og revisor samt suppleanter

7. Eventuelt

c) Forslag til dagsorden på den ordinære generalforsamling skal være tilstillet bestyrelsen skriftligt senest 5 dage før generalforsamlingen finder sted.

d) Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 21 dages og højst 28 dages varsel med angivelse af dagsorden samt revideret årsregnskab.

e) Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af bestyrelsen eller efter skriftlig begæring til bestyrelsen fra 1/10 af foreningens medlemmer, dog mindst 10 medlemmer. En sådan begæring skal indeholde angivelse af, hvad man ønsker behandlet på generalforsamlingen. Bestyrelsen skal inden 8 dage efter modtagelsen af begæringen indkalde generalforsamlingen med mindst 21 dages og højst 28 dages varsel. Der kan ikke indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i juni og juli måned.

f) På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Der kan ikke stemmes pr. fuldmagt. De forelagte sager afgøres ved almindelig stemmeflerhed.

g) Ved personvalg stemmes skriftligt. Hvert stemmeberettiget medlem tillægges lige så mange stemmer, som antallet af personer der skal vælges til bestyrelsen, valgliste eller lignende. Der kan kun afgives én stemme pr. kandidat. De kandidater, der har fået flest stemmer, er valgt. Er der stemmelighed, træffes afgørelsen ved lodtrækning. De ikke-valgte kandidater opføres som suppleanter efter deres stemmetal. De der er indvalgt i bestyrelsen med flest stemmer forbliver i bestyrelsen.

§ 5.

a) Foreningens bestyrelse består af 5-9 medlemmer, der for et år ad gangen vælges blandt foreningens medlemmer. Genvalg kan finde sted. Byrådsmedlemmer må ikke udgøre flertallet af foreningens bestyrelse.

b) Bestyrelsens medlemmer fordeler selv arbejdsopgaverne mellem sig.

c) Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil. Dens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

d) Foreningen hæfter kun med sin til enhver tid hørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse personlig hæftelse.

e) Bestyrelsesmøderne er åbne for alle foreningens medlemmer og medlemmerne har taleret.

f) Bestyrelsen udsender mødekalender til medlemmerne.

§ 6.

Repræsentanter for Gladsaxelisten i Byrådet kan kun være medlemmer af dette i to valgperioder i træk.

§ 7.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Årsregnskabet attesteres og underskrives af den af generalforsamlingen valgte revisor, der ikke samtidig må være medlem af bestyrelsen. Årsregnskabet forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

§ 8.

Til vedtagelse af vedtægtsændringer og opløsning af foreningen kræves, at 2/3 af foreningens medlemmer på en generalforsamling, ved skriftlig afstemning stemmer for forslaget.

§ 9.

Indtægter (f.eks. honorarer), som oppebæres af medlemmer under udøvelse af deres hverv som byrådsmedlemmer, tilfalder Gladsaxelisten, dog undtaget indtægter til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (diæter,borgmesterløn o.lign.).

§ 10.

Ved opløsning af foreningen skal foreningens formue anvendes til formål, der på bedste måde fremmer foreningens formål.

---oOo---

Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 22. september 1993.

Som dirigent:

......................