Hvorfor en tværpolitisk liste?

Der er et klart behov for et alternativ til de traditionelle politiske partier i byrådet. Borgerne finder de nuværende partier i byrådet så uinteressante at over en tredjedel af vælgerne undlader at deltage i byrådsvalget. Desuden har vi set hvordan byrådet i konkrete sager ofte handler uden respekt for borgernes holdninger og uden at det foregår dialog med de berørte borgere.

Hvad står Gladsaxelisten for?

Gladsaxelisten arbejder ud fra sin grundholdning om at sikre og forny folkestyret på en måde som inddrager borgernes medleven og skabende evner, og som bryder med indgroede fordomme og vanetænkning. Valggrundlaget har disse tre hovedpunkter:

* Reel indflydelse til borgerne

* Styrkelse af borgernes retssikkerhed

* Et politisk systemskifte i Gladsaxe

Hvem henvender Gladsaxelisten sig til?

Gladsaxelisten er tværpolitisk. Det vil sige at den er åben for socialister, borgerlige, dem midt imellem og - ikke mindst - den store gruppe af borgere der føler sig politisk hjemløse.

Gladsaxelisten er tillige tværkulturel, idet den er åben for borgere i alle aldre, der føler sig som minoriteter og dermed uden reel indflydelse på de politiske beslutninger, der er med til at forme deres hverdag.

Hvordan skal reel borgerindflydelse sikres?

Gladsaxelisten vil i det nye byråd arbejde for større åbenhed i forvaltningen og løbende dialog mellem borgere og politikere forud for endelige beslutninger.

Større åbenhed i forvaltningen vil bl.a. sige at borgerne får den nødvendige information, der skal til for at vide hvad der er på vej af nye initiativer. Eksempelvis skal dagsordner for alle byrådets udvalg være let tilgængelige for alle borgere. Gladsaxelisten vil kræve at alle politiske beslutninger og deres følgevirkninger forklares for de berørte borgere i god tid inden vedtagelse, således at borgernes synspunkter kan indgå reelt i beslutningsgrundlaget.

Gladsaxelisten vil desuden være åben for en større brug af muligheden for kommunale folkeafstemninger.

 

Hvordan skal borgernes retssikkerhed styrkes?

Gladsaxelisten vil i det nye byråd være på vagt over for vilkårlig behandling af borgerne i forvaltningen. Vi foreslår oprettelse af en uafhængig ombudsmandsinstitution i kommunen, som kan behandle klager over usaglig behandling af kommunens borgere og som af egen drift kan påpege eventuel lovstridig eller urimelig sagsbehandling.

Hvordan får vi et politisk systemskifte?

Et enkelt parti - Socialdemokratiet - har siddet tungt på magten i Gladsaxe Kommune siden 1915. Partiets mange fortjenester ufortalt, så er det alt for lang tid. Det har betydet indgroede vaner - især i kommunens forvaltning - politisk afhængighed og mangel på fornyelse.

Gladsaxelisten vil arbejde for at de øvrige partier i byrådet finder sammen om at bringe nye kræfter i spidsen for kommunen, i det mindste for en valgperiode.

Gladsaxelisten vil i øvrigt arbejde for at de politiske grupperinger får indflydelse efter stemmetal.

Er alle i Gladsaxelisten enige om alt?

Med den brogede sammensætning af anskuelser inden for Gladsaxelisten kan man ikke forvente at alle i den kommende byrådsgruppe vil være enige på alle punkter. Man vil være fælles om den demokratiske grundholdning, men i konkrete - og specielt økonomiske spørgsmål - vil de enkelte medlemmer kunne indtage forskellige standpunkter. Ved kandidatopstillingen vil de enkelte kandidater markere hvor de befinder sig politisk, så vælgerne kan stemme på en kandidat, hvis politiske synspunkter harmonerer med vælgerens.

Hvilke mærkesager har Gladsaxelisten?

Gladsaxelisten er udsprunget af erfaringer i forbindelse med lokalplansager. På dette område - og specielt fortætningssager og boligpolitik i øvrigt - har listen en særlig ekspertise. Yderligere mærkesager er beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder sikring af bolignære grønne områder, bekæmpelse af luft- og støjforurening og trafikpolitik, der tager særligt hensyn til de svage trafikanter. Gladsaxelisten ser som en særlig opgave at fungere som talerør for udsatte grupper i kommunen: børn, indvandrere og ældre.

Møder:

Indtil videre mødes vi efter behov, men forventer at mødes fast hver måned.

I starten oplyses mødested og tidspunkt ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem.

Alle medlemmer kan komme til bestyrelsesmøderne.

Udover bestyrelsesmøderne afholdes bl.a. temaaftener efter behov. Emnerne spænder bredt over f.eks. kommunal forvaltning, aktuelle byggesager eller medlemmernes ønsker.

 

Hvad kan jeg gøre?

Foreningen kan støttes på mange måder:

* Medlemskab. Kontingent kr. 50,- (pensionister

kr. 20,-).

* Praktiske opgaver (f.eks. uddeling af information).

* Økonomiske bidrag.

* Specialviden om kommunal forvaltning.

Benyt venligst vedlagte girokort eller kontakt et bestyrelsesmedlem.

Gladsaxelistens gironummer: 000-9164

 

Bestyrelsen:

Kurt L. Loftkjær, Amundsensvej 37, 2800 Lyngby

tlf. 45 88 94 66

Karl Bencke, Stengårds Allé 49, 2800 Lyngby

tlf. 44 98 97 21

Lars Roesen, Stenkrogen 10, 2800 Lyngby

tlf. 44 44 18 54

John Damm Sørensen, Stenkrogen 6, 2800 Lyngby

tlf. 44 98 69 95